Mern Kirke

Der er fantaseret en del om, hvordan Mern kirke har set ud, og hvor den har ligget, før den blev opført i sten som andre kirker landet over i 1200-tallet. En myte vil vide, at den første trækirke lå på træhøjen ved Tågeby, hvor den samtidig tjente som sømærke. Og sagnet fortæller om trolden, der boede i træhøjen, at han hver nat rev kirken ned og førte byggematerialerne til Mern. Og så måtte den jo ligge der ved åen, som skiller Nørre-Mern og Sønder-Mern.

I sognepræst Lars Terpagers indberetning fra 1755 formodes det, at kirken har været kaldt Olai Kirke, da der var en helligkilde, som kaldtes Sankt Oles Kilde øst for Mern by, tæt ved vandmøllen, Mern Mølle. Kilden ”søgtes ved Hansdagstider og der ofredes i en blok ved kilden”

.’Mern’ er formentlig åens navn. Det kommer af ’mær’, som betyder grus, sand.

Mern nævnes 1231 i Kong Valdemars Jordebog og hos Roskilde-bispen o. 1370, hvor kirketiende betaltes til Lekkendegård.  I 1755 tilhører kirken stamhuset Rosenlund (Faxe sogn) og senere Høvdingsgaard, som i 1912 overdrog den til selveje.

Våbenhusets dør er fra 1637. Dyremotiverne med præg af førkristen tid sandsynliggør, at her er tale om en kopi af en langt ældre romansk dør. Håndtaget forestiller kobberslangen i ørkenen.

Nationalmuseet oplyser, at kirkens ældste del, hovedskibet og et lille kor, som man forestiller sig med tøndehvælvet træloft, stammer fra Valdemarstiden. Sideskibet mod syd med de 4 gavle er formentlig tilføjet mod middelalderens slutning efter Præstø klosterkirkes forbillede. Samtidig antager man, at de murede hvælvinger er kommet til. Legenden fortæller, at 4 jomfruer og søstre byggede de 4 sydkapeller ”i den katolske tid”. Dette andet skib hedder siden da ”Den ny kirke”. Tilbygningerne mod nord udgjorde i ældre tid godsejernes og præstefamiliernes særlige stole med indgang udefra. Mandsdøren har siddet i sydsiden nær den vestlige gavl. Kvindedøren på modsatte sted i nord.

Tårnet er antagelig først bygget til efter reformationen. Den store klokke er  fra 1350 og har i gotiske majuskler: ”Ave Maria gracia plena” og Olaus Kegges segl. En såkaldt Mariaklokke. Den mindre klokke har mellem 2 korsblomstfriser med grenefyld: ”Hartwich Qvellichmeier gos mich anno 1617”. I bunden af tårnet er der indrettet ligkapel. Her fandtes en indmuret egetræskiste fra o. 1800 med blyplade: ”L.T. Hagens 1.kone, datter af godsejer Peter Johansen til Petersgaard”. Kisten er i 1973 på foranledning af National- museet, med tilladelse fra Stiftsøvrigheden, flyttet til proprietær til Høvdingsgård, Lars Terpager Hagens’ gravsted vest for tårnet.

De mange ombygninger i kirken kan anes i forskellige stiltræk ved vinduer og murværk.  Reformationen  medførte sit, og vi har kun et brudstykke af et kalkmaleri i sakristiet. Det forestiller Jomfru Marias himmelkroning. En del slemt beskadigede altertavlefigurer fra perioden kan ses på Vordingborg museum. Et Kristushovede, dateret til 1400-tallet, er restaureret og ophængt på korets nordvæg. 

Renæssancens stiltræk ses i prædikestol og den gamle altertavle i dåbskapellet. Prædikestolen er fra 1596 antagelig fra Bertel Snedker i Vordingborg. Storfelternes  6 relieffer forestiller Indtoget i Jerusalem, Opstandelsen, Jonas, der udspyes af hvalfisken, bedende mand samt lensmanden i Vordingborg, Henrik Lykkes og  fru Karen Banners våben og navn. Himmelen er oprindelig.

Den gamle altertavle med Fr. d. 2. og dronning Sofie af Meklenborgs våben i dåbskapellets  nordvæg er sikkert af ”Baarse Herreds snedker”. Den er beslægtet med tavler i Allerslev, Kalvehave og Toksværd. De 6 storfelter er prydet med frakturskriftsteder, som dækker flere lag af ældre skrift.

Den nye altertavle er fra 1856. Da sognepræsten, Peter Rørdam, flyttes fra Mern til Lyngby som præst for enkedronning Caroline Amalie, skænkede denne som plaster på såret den nuværende altertavle af prof. J.L. Lund (usigneret). Motivet: Disciplene forsamlet skærtorsdag aften i et rum med udsigt mod oliebjerget. Rammen er samtidig. Alterskranken af støbejern er senempire o. 1845.

Døbefonten af granit er romansk, men omhugget og afglattet i 1905. Uden for kirken er opstillet et middelalderligt vievandskar af granit. Også Stoleværket, hvoraf en del stammer fra renæssancen, blev omdannet i 1905, og samtidig fjernedes pulpiturer for præst og tiendeejer. Daværende kirkeejer, godsejer Lassen Høvdingsgaard, bekostede restaureringen før  overgangen til selvejet, hvor man gik i gang med den dekoration af Kirken, som ses i dag. SL og lokale folk  udarbejdede skitserne med inspiration fra Ravenna og Beldringe kirke, og maler Gesner udførte arbejdet. Stilistisk ses her forsøg på at fremstille forskellige perioder op til 1900tallets skønvirke. Ved den store restaurering i 1987-89 bestod arbejdet Nationalmuseets kritik. Mens stoleværket i vidt omfang førtes tilbage til den oprindelige form med låger.

Som andre steder er der også i Mern begravelser inde i kirken, men kun 2 ligsten er bevarede. I hovedskibet under korbuen ligger sognepræst Niels Hansen, der dør i 1612 med 3 koner og 8 børn. I østgavlen i ”den nye kirke” ses omtalte Laurits Terpagers ligsten. LT dør 1772.

Kirkeskibet, ophængt i ”den nye kirke”, er skænket af en lokal skibskaptajn, Niels Hansen, lavet af den lokale smed i Kindvig, Fritz  Bredskov, hvis kone hed Anna. Heraf skibets navn.   

Anna Sofie Hansen

Kilder: Aarbog for Historisk Samfund for Præstø Amt 11. årg. 1922

 Mern Kirkes synsprotokol.

Jonas og Hvalfisken – et felt på prædikestolen

På sejlskibenes tid for mere end 100 år siden var rejser på havet et langt farligere foretagende end den planmæssige rutefart vi kender i dag. Her var der virkelig tale om at undergive sig naturens vold. Chancen for skibsforlis og druknedød for søfolkene var en reel trussel, ja almindelig hændelse, når det trak op til storm over havet. Et sejlskib har ingen kraft eller manøvre mulighed, når vinden er imod eller for stærk.

Det var almindelig overtro blandt søfolk, at storme og ulykker ombord på skibe skyldtes en ulykkesfugl blandt besætningen. En Jonas. Sørgede man for, at han kom af dage, så var der chance for, at de andre overlevede. Man måtte ofre den enkelte for helhedens skyld.

En sådan uheldig Jonas er der et billede af på prædikestolen i Mern kirke. Den flotte renæssance klædte herre er lige blevet smidt overbords og havnet i hvalens gab. Billedet er fra 1600-tallet, og folk dengang genkendte straks historien om Jonas, når de så denne treudskæring. Profeten Jonas´ beretning er den mindste af profetfortællingerne i det gamle Testamente. Gud kalder på Jonas for at rejse til Nineve, det mægtige assyrerriges hovedstad, for at advare folkene der om deres undergang, hvis ikke de vender sig bort fra deres ondskab.

Jonas er dog overbevist om, at hans advarsler ikke vil gøre spor indtryk. I stedet for at rejse til Nineve mod øst, drager han vest over havet. Men Gud løber man ikke bare fra. Han sætter havet i oprør, så skibet er ved at synke. Og da søfolkene finder ud af, at Jonas er årsagen, smider de ham i havet, hvor Jonas bliver reddet af et havdyr der sluger ham hel. I 3 dage ligger han inde i fiskens bug, og takker Gud for sin redning.

På Guds befaling spytter fisken Jonas op på land, og nu drager han ad den tunge vej mod Nineve. Til sin overraskelse tager befolkningen hans advarsler alvorlig, og beder Gud om hans tilgivelse, som så ikke ødelægger byen. Og det til Jonas´ store fortrydelse, der åbenbart ikke har haft meget tilovers for assyrerne. Gud går i rette med ham, og siger, at hvis han kunne tilgive og redde Jonas, så kan han også gøre det samme for Nineve.

Tekst: Alex Mark Knudsen

Foto: Jens Ulrik Jørgensen

Gemt til siden, inde i dåbskapellet, står kirkens flotte renæssancealter-tavle.

Indtil 1859 stod den over alterbordet, i koret for enden af kirken, hvor præstens velynder, enkedronning Sofie Amalie, forærede kirken den nuværende altertavle i nygotisk stil med maleri af Jesus og disciplene, der samles om den sidste nadver. En gave til sognet, da nu pastor Rørdam var rejst 3 år forinden.. Og en gave fra dronningen tager man selvfølgelig imod.

Den gamle tavle er blevet flyttet rundt i kirken i årenes løb. Den nuværende placering er fra kirkens restaurering i 1984.

Det andet bud, som i dag er slået sammen med det første bud, tog reformatorerne meget alvorligt. De mange kalkmalerier, helgenstatuer, ikoner, var efter deres mening katolsk misbrug, som ikke hørte til i kirken. Og nu skulle det også være slut med de mange helgenberetninger og andre fabelhistorier.

Det var Guds egne ord fra den hellige skrift, endda på folks egen modersmål der skulle høres, ja og ses. For den hellige skrift måtte være den bedste måde at afbillede både Gud og Jesus på. Det var jo deres levende ord.

Derfor er Merns gamle altertavle typisk for reformationstiden. Perioden fra 1520 til 1600.

Tavlen er delt op i 8 felter. Men i stedet for billeder er der tekst. Flotte guldbogstaver i gotisk skrift på sort baggrund. Sætningerne er ikke taget direkte fra bibelen, men er nadverritualet som det lød dengang. Måske er det derfor at præsten vender sig mod alteret under nadverfejringen. Alle ordene stod der lige til at læse op.

Ud fra tavlens øvrige udsmykning kan den dateres mere nøjagtigt. Øverst i tavlens gavl er der 2 vå-benskjolde. Endda kongelige. Det ene er de danske kongers som det så ud gennem mange år. Det andet er dronningens. I et af skjoldets felter er der en kronet sort tyr med ring i næsen. Tegnet for Mecklenborg. I et andet er der en grif. Symbolet for Pommeren.

Skjoldet må være dronning Sofies, der blev gift med Frederik d. 2 i 1572, og var regerende dronning indtil kongen døde i 1588, selvom hendes søn Christian d. 4 først overtog tronen i 1596. Hun flyttede siden til Nykøbing slot på Falster, hvor hendes store anetavle er opsat i byens klosterkirke.

Længere nede på altertavlen, mellem 2 felter, er der et symbol af et slags hjerte med et kors for neden. Det omkranses af 2 bogstaver 

N og H.

Et lignende tegn findes på gravstenen for præsten Niels Hansen, der ligger foran alteret. Niels Hansen var præst i Mern fra 1568 til 1612. Våbenskjolde og symboler daterer altertavlen til slutningen af 1500 tallet.

I løbet af 1600 tallet fik man et mere afslappet forhold til billede forbuddet, og prægtige barokaltertavler med mange udskæringer af figurer blev til i stedet for teksttavlerne. En sådan kan ses i Præstø kirke i dag.

Tekst: Alex Mark Knudsen

Foto: Jens Ulrik Jørgensen

" Løft eders hoveder I porte. Løft jer I ældgamle døre, så ærens konge kan drage ind."

Det er omkvædet fra den 24. Davids salme i det gamle Testamente. En valfartssalme, som pilgrimene sang, når man hvert år drog op på tempelbjerget i Jerusalem, for at fejre årets største højtid: Påsken.

Dagen til minde om udfrielsen af Israels folk fra slaveriet i Egypten. Til minde om udfrielsen fra trussel om død; både da de henslæbte tilværelsen som trælle, og da de stod med ryggen til det Røde hav med Faraos hær parat til at angribe dem.

Begge gange var det Gud der reddede dem. Førte dem så at sige fra døden til livet; fra trældom til frihed. Fra hjemløshed til det forjættede land.

Prædikestolen i Mern kirke er prydet med smukke farverige træudskæringer. Den første er profeten Jonas der reddedes fra druknedøden, ved at blive slugt af en stor fisk. (Den spytter ham nemlig senere op på land.)

Det næste billede er Jesus på æslet palmesøndag, indledningen til den kristne påske. Begge billeder af Jonas og Jesus er tegn på befrielse. Befrielsen fra døden til et bedre liv.

Palmesøndag er Jesus også på pilgrimsfart til Jerusalem. Som en anden kong David hilses han af folk med palmegrene. Tegn på befrielse, sejr og fred.

Ligesom David i sin tid red ind i sin nyerobrede by. Men Jesus rider på et æsel. Han opfylder profetens ord om den sagtmodige konge. Det er ikke en befrier med våben i hånd. Det er en befrielse af menneskers sind og livssyn.

Det tredje billede på prædikestolen viser Jesu opstandelse påskemorgen. Det hele er ikke bare snak og løfter, men handling og opfyldelse. En sand befrielse.

Tekst: Alex Mark Knudsen

Foto: Jens Ulrik Jørgensen

Orglet er i de ydre dimensioner, toneomfang og klang det mægtigste blandt vore musikinstrumenter, så det er med rette, orglet kaldes instrumenternes dronning.

Orglets historie er lang og spændende. Det først kendte orgel blev opfundet omkring 250 f. kr. i Alexandria. Opfinderen kaldte sit instrument for Hydraulis (hydervand og aulosfløjte).

Vandet skaffede via et system luft til fløjterne (piberne). Disse vandorgler blev populære både ved kejserlige ceremonier og gladiatorkampe. Vi ved f.eks. at kejser Nero, der var romersk kejser fra 54-68 e. Kr. eje-de et orgel, som han selv kunne spille på.

I kristendommens første århundre-der var alle musikinstrumenter forbudt i forbindelse med gudstjenesterne og kirkefædrene indtog en særlig afvisende holdning til det verdslige instrument, orglet!

Kirkens modstand mod orglet levede længe i Sydeuropa, mens man her mod nord så småt tog det i brug i kirken. Små orgler blev brugt i klosterskolernes musikundervisningen, mens større blev bygget til kirkerne.

I 1200-tallet synes orglet endelig helt at være accepteret af kirken. Orglets teknik udvikles stadig og i 1500 tallet får orglet stort set sin nuværende form.

Fra Chr.IV´s tid har vi bevaret orgler, som blev bygget af nogle af

samtidens bedste orgelbyggere. Det mest kendte er nok Compeniusorglet fra 1612 i Frederiksborg Slotskir-ke.

Det sker at både børn og voksne omtaler orglet som klaveret, og jo, - både klaveret og orglet har tangenter, der sætter musikken i gang, men hvis man kigger bare lidt nærmere på instrumenterne, vil man hurtig kunne se, at klaveret er et strengeinstrument og orglet er faktisk det største blæseinstrument, vi kender.

Orglets lyd fremkommer ved, at en luftstrøm blæser hen over en skarp kant i orgelpiben, og derved sætter luften inde i piben til at vibrere. De store flotte piber laver de dybe toner og de små piber laver de høje.

Orglets hoveddele er: piberne, bælgværket og spillemekanismen.

Ved reformationens indførelse i 1536 blev de tekster, der før blev sunget af munke og præster udskiftet med salmer, så menigheden kunne synge med.

Man begyndte at få orgler ind i store kirker i byerne. De første orgler blev kun brugt til indledning og afslutningsspil (præludium og postludium)

Først i 1600-tallet kom der ledsaget salmesang. Der, hvor man ikke havde orgler, måtte man have degnen til at synge for på salmerne

Men vi ved, at der komet nyt orgel i 1915 fra Hans Hansen, Togeby, der i 1922 skriver: "I 1915 besluttede menigheden sig til at anskaffe et nyt orgel med 5 stemmer, fodpedaler og forskellig teknik, hvorved der kan frembringes det fineste pianissimo, i det hele taget et orgel, der hvad kraften angår, står i udmærket forhold til kirkens rum- og lydforhold og hvorpå der flere gange er givet kirkekoncerter med violinledsagelse - et orgel, der er en pryd for kirken."

Tekst: tidl. organist Sonja Mahler

Våbenhusets dør er en meget solid en af slagsen. Gammel og med tunge jernbeslag, der både har skullet styrke og udsmykke døren. Den er fra 1637. Det står på den med de fineste håndsmedede tal og bogstaver. "Anno 1637". Mon den er lavet af en smed i Mern? Mon ikke?

Kigger man nærmere efter, er døren fuld af dyremotiver – flere skrækindjagende drager eller orme – den ene af dem i kamp med hvad der kan ligne en løve. Men det er i hvert fald ikke de lokale husdyr, der er afbilledet. Rundt om dyrene er der fine smedejernsslyngninger, der leder tankerne hen på meget gamle dage. Der er lidt vikingetid over stilen.

Sådan designede man ikke døre i 1637. Det betyder måske, at den smed, der har lavet beslagene til døren, har kopieret en meget ældre dør. Måske en dør fra den allertidligste kirke i Mern. Vi ved det ikke.

Men stilen og motiverne kaldes gribedyr og ormeslyng, og er hentet helt tilbage i vikingetidens kunst. Det var sådanne drager, som blev sat i stævnen på vikingernes krigs-skibe til skræk og advarsel for fjenderne. Og det er sådanne slyngninger vi også kender fra den store Jellingesten, hvor Harald Blåtand har ladet indhugge Kristus på korset, men filtret ind i ormeslyng.

Det er vikingetid og den gamle tradition, der møder kirken og kristendommen.

Håndtaget falder ved første øjekast helt fint ind i dørens øvrige stil. Det er udsmykket en slange, der snor sig op ad grebet. Men det er faktisk ikke en nordisk slange – i modsætning til dyrene på selve døren. Det er en gammeltestamentlig slange.

Håndtaget forestiller nemlig den kobberslange, som Moses fremstillede til beskyttelse mod slangebid, da jøderne vandrede i ørkenen. Fortællingen står i 4. Mosebog, kapitel 21 vers 4-9:

Foto: Jens Ulrik Jørgensen

I kirken hænger der et ganske lille Kristushovede. Det er ikke meget større end en knyttet hånd, og man skal tæt på for rigtig at se det. Det blev fundet på kirkeloftet i forbindelse med en restaurering, og er formentlig et brudstykke fra en større gruppe, skåret i træ.

Figuren er bemalet. Ansigtets hud, læberne, skægget og hovedbeklædningen har stadig hver sin farve. Farverne har en gang været stærke og klare, ikke slidte og støvede som i dag.

Vi ved, at hovedet er fra 1400-tallet. Det kan ses på den måde, det er skåret på. En gang mellem Margrethe den 1., der regerede fra 1388 og kong Hans der regerede fra 1481 til 1513. Vi er altså før reformationen, i den katolske tid.

Dermed er det lille kristushovede måske det ældste stykke interiør i kirken.

Det er nok ikke fra et krusifiks, en kristus-på-korset figur, for ansigtet er ikke lidende og heller ikke bøjet forover mod højre bryst, som krusifiksene fra denne periode ofte er.

Ansigtet fortæller om en fredfyldt, lidt sørgmodig, måske lyttende eller talende mand, der udstråler ro. En meget almindelig og tilgængelig mand.

Hvor mon ansigtet oprindelig har haft sin plads? Vi kan kun gætte, men måske har det været en del af

de sidealtre, som var så almindelige i den katolske tid.

Disse figurer af træ, helgen - Kristus - eller Mariafigurer, var almindelige, også i Mern Kirke. Måske er ansigtet fra en sådan gruppe, og har illustreret en lignelse eller en anden fortælling, sandsynligvis en, som folk har kunnet identificere sig med og forstå helt umiddelbart.

Vi må tænke os, at figuren har hørt til i en kirketradition, hvor det talte ord og bønnerne for en dels vedkommende har været på latin. Messen har været til for Vorherres skyld og ikke for menighedens.

Tekst: Malene Hansen

Det gode skib ANNA

Mern Kirke, i sideskibet, også kaldet den nye kirke, hænger der, som i mange andre kirker, et kirkeskib.

Skibet bærer det gode danske navn ANNA, skrevet på agterspejlet med meget store bogstaver. Hvem var mon Anna? Og hvor kommer skibet fra? Vi ved, at det er skænket af en lokal skibskaptajn, Niels Hansen, og lavet af den lokale smed Fritz Bred-skov i Kindvig. Han kone hed Anna.

Men hvad er det overhovedet for noget, det med kirkeskibe? Vi bruger ordet kirkeskib i to betydninger, dels som en betegnelse for kirkens største rum, dels om de skibe, som er ophængt i mange kirker.

I den første betydning er et kirke-skib betegnelsen for en kirkes største rum, hvor menigheden sidder. I større kirker kan der være flere parallelt anbragte kirkeskibe, midter-skib og sideskibe og/eller tværskibe.

Der har også været spekulationer om, at betegnelsen skib skulle række tilbage til vore forfædres brug af skibssætninger, rækker af sten i skibsform, der omkransede grave,

men den forklaring er næppe troværdig.

Men hvorfor så de ophængte kirkeskibe?

I Danmark er det en udbredt tradition at udsmykke vores kirker med en skibsmodel. Omkring hver anden dansk kirke har en eller flere skibs-modeller hængende eller stående.

Kirkeskibe kendes fra alle europæiske områder med tilknytning til havet, men ingen steder er de så udbredt, eller traditionen så levende, som i Danmark. Vi kender skibene fra midten af 1500-tallet, men de kan have eksisteret længe før.

Det ældste findes i Sankt Mortens Kirke i Randers og er er fra 1632. Den mest populære skibsmodel er fregatten Jylland, som hænger i over 30 danske kirker, og det mest populære navn synes at være Haabet, som der er registreret 75 eksempler af.

Men hvorfor hænger vi så skibsmodeller op i vores kirker? Der er mange teorier: Skibet er muligvis et gammelt symbol for menigheden og kirken, der med Kristus ved roret klarer sig på tilværelsens stormfyldte hav.

Skikken er mest udtalt i byer med maritime traditioner, f.eks. Marstal og Ærøskøbing, hvor der kan være 6-7 skibsmodeller i samme kirke, så det kan også være, at man på denne måde har forsøgt at beskytte

Den store klokke 

Mern kirke har 2 klokker. Den store klokke er fra ca. 1350 og har en indskrift på latin: "Ave Maria gracia plena". Det betyder Hil dig, Maria, fuld af nåde. Klokken er jo fra den katolske tid, en såkaldt Mariaklokke.

Da klokken var ny, blev den brugt langt mere, end vi er vant til i dag. Klokken blev brugt til at kalde til tidebøn, dvs. til at gøre folk opmærksomme på, hvornår det var tid til at sige sit "ave Maria" morgen, middag og aften.

Den store klokke har formentlig de første par hundrede år siddet i en klokkestabel ned på jorden, for vi ved, at kirketårnet først er kommet til omkring reformationen.

Klokkestøberen har sat sit segl på klokken, så vi kender ham. Han hedder Olevarius Heinrici Kege – eller på dansk Olav Henriksøn Kege. Han arbejdede fra 1350 – 1375, og vi kender 11 kirkeklokker fra hans værksted. Mon ikke han er sjællæn-der? I hvert fald hænger hans klokker også i Haslev, i Slagelse, i Helsinge, Stenlille og Sneslev.

Hvordan var situationen, da Mern Kirke fik sin store klokke? Vi er i Valdemar Atterdags tid. Der er uro i landet, Valdemar Atterdag arbejder hårdt på at samle et splittet Danmark, og vi er tæt på historiens centrum – Vordingborg. Danmark er inde i en langvarig landbrugskrise, og omkring 1350 hærger Den sorte Død, en lunge- eller byldepest, der i løbet af 3 år tager livet af formentlig en tredjedel af den danske befolkning, der på det tidspunkt ikke over-steg 1 mio. mennesker. Vi ved, at der da boede ca. 7 – 800 mennesker i Vordingborg. I Mern sogn næppe mere end 4- 500.

Hvor er pengene til klokken mon kommet fra? Sild er ikke noget dårligt bud. Kan sild virkelig være forklaringen? Ja, Saxo beskriver sildefiskeriet i Øresund efter princippet om, at overdrivelse fremmer forståelsen. Silden stod i følge Saxo så tæt, at man ikke kunne ro en båd gennem de tætte stimer, og åren blev stående, hvis man stak den ned i stimen. Silden kunne fanges med de bare hænder og bogstavelig talt skovles op i spande!!

I 1350 var sildeeventyret i Øresund på sit højeste, og vi kunne fiske sild i mængder blot ved at gå ud fra Sandvig og Kindvig. Der blev ikke kun fisket til eget forbrug, men også til salg, såvel indenlands som til eksport af saltede sild, der gik helt til Sydeuropa.

Måske er pengene til klokken tjent af lokale folk, måske er klokken givet som gave. Vi kan ikke vide det. Men vi ved, at Roskildebispen ejede mange gårde i Tågeby, Sandvig og Kindvig og havde havneret her. Og vi ved, at denne del af Roskildebispens jorde blev styret fra Lekkendegård. Så også kirken har jo nok tjent på sildene – og måske givet noget tilbage til Mern Kirke?

Den lille klokke 

Mern Kirke fik sin lille klokke i 1617. Vi ved det, fordi det står på klokken: "Hartwich Qwellichmeyer Gos mich 1617" .

Om Qwellichmeyer ved vi, at han var tysker, men at han arbejdede i København i årene 1615 – 1619. Quellichmeyer var meget produktiv. Vi kender 23 klokker fra hans værksted fra den korte periode og 7 af dem hænger i kirker på Sydsjælland: 1615 får Lundby og Everdrup nye klokker, Jungshoved, Hammer og Haslev kommer med i 1616, Mern i 1617 og Kalvehave i 1618.

Hvorfor dog alle disse nye klokker?

Det er meget sandsynligt, at det var Christian den 4.´s skyld. Chr. 4. be-falede i 1601, at kirker, der havde mere end en klokke skulle aflevere dem til omsmeltning. Det var allerede sket en gang før, under Frederik den 1. i 1528 – 29. Den gang skete det midt i den lutherske Fr. 1.´s kamp mod den katolske Chr. 2. og lige midt i brydningerne frem mod den danske reformation. Hvorfor? Kongen manglede penge og materialer til krigsførelse. De 885 klokker blev smeltet om til kanoner.

Pengemangel var også baggrunden for Chr. 4.´s indsamling af 140 klokker i 1601. Kongen var kommet på tronen i 1588, men blev først kronet i 1596. Den kroning blev så overdådig, at det rygtedes ud over hele kristenheden. Det har været dyrt for kongens kasse – og den var lig med statskassen.

3 år efter drager kongen nord om Nordkap til Kolahalvøen for at fast-holde dansk herredømme over det nordligste Nordnorge. Det var svenskerne, der begyndte at røre på sig. Fra da af bærer det i retning af krig mod Sverige, og det ender med Kalmarkrigen i 1611 - 13.

Mon ikke Mern Kirke og de andre sydsjællandske kirker har afleveret klokker til brug for svenskekrigene? Vi ved det ikke, men det er sand-synligt.

Hvem betalte den nye klokke? – Kan det have været kongen, der betalte gælden tilbage? Der har været rela-tiv velstand omkring kirken på det tidspunkt. Det ved vi, fordi den del, som vi i dag kalder "den nye kirke", altså hele den sydlige del er kommet til på dette tidspunkt. Vi har kigget efter Præstø, hvor deres sydlige tilbygning blev færdig ca. 1600. Derfor ved vi, at den nye kirke er bygget i den første 1/3- del af 1600-årene. Også en stor del af kirkens interiør er fra denne periode.

Men igen: Hvem betalte? Vi ved ikke, hvem der ejer kirken i denne periode. Omkring 1600 er der i nærheden 3 store ejendomme, der måske har haft magt til sådanne byggerier: Beldringe, Lekkende, og Oremandsgaard – alle på denne tid ejet af kronen. Så måske er der faktisk Kongen, der betaler.Høvdinggård og Lilliendal eksisterer slet ikke på dette tidspunkt.

Tekst: Malene Hansen

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                    Tilbage