I forvejen
havde Jakob ellers mere end rigeligt at bekymre sig om. Selvom han var en rig og
succesfuld mand med flere koner og mange sønner og masser af kvæg, stod han nu
overfor, at skulle mødes og forsones med sin tvillingebror Esau. Som han havde
snydt og bedraget livet igennem. Det var faktisk ved list og på sin brors
bekostning, at Jakob havde erhvervet sig al sin rigdom og succes. Han havde
engang lokket Esau til at bytte den kostbare førstefødselsret for en skål
linser. Og siden franarret sin blinde far velsignelsen ved at udgive sig for at
være Esau. Det var derfor ikke så sært, at Esau ville have hævn og Jakob var
som jaget vildt.
Og dér
stod han så alene tilbage. Uden sine krigere ved sin side til at forsvare sig
overlod han sig selv i sin brors vold. I håb om at finde nåde for Esaus øjne
og mildne hans vrede havde han forinden sendt ham enorme gaver i form af horder
af kvæg. Nu stod han dér alene tilbage – sent på aftenen – og afventede
sin skæbne, når han snart ville stå ansigt til ansigt med sin frygtede
broder. Og netop på dette sted i fortællingen dukker den mystiske fremmede op
for at kæmpe med Jakob indtil dagens frembrud.
Det er en
utrolig smuk fortælling om to rivaliserende brødres forsoning. Efter en
livslang kamp modtager Jakob mere end han turde håbe på: ”Esau
løb ham i møde, omfavnede ham, faldt ham om halsen og kyssede ham, og de græd”.
De græd forsoningens tårer og fandt endelig fred.
Så…
Hvordan kom denne forsoning overhovedet i stand? Var det Jakobs knæfald,
forsonings-gaverne og hans ubetingede bøn til Esau om tilgivelse? Eller var det
fordi Esau blev blød om hjertet, da han så Jakob, og indså, at han – TRODS
ALT – altid havde elsket sin bror? Det er som om, forsoningen dukker op
”udaf ingenting”. Først hader eller frygter de hinanden. Pludseligt er de
brødre igen. Vi får slet ikke at vide ”hvorfor”. Men alligevel giver det
hele mening. Svaret må gemme sig i mørket, hvor Jakob er helt alene og
pludseligt angribes.
Som en
anden ”skyggekriger” – eller ”ninja” – springer angriberen ud af
nattens skygger og udfordrer Jakob i en brydekamp. Er det en dæmon? Er Jakob
faldet i søvn, så han oplever en ond drøm? Eller værre endnu: Er det Esau?
Det er i
hvert fald ikke Esau! Jakob viste sig at være den stærke. For var det den
vilde Esau, der sprang ud af skyggerne, så havde Jakob ikke en chance. Esau var
altid den stærke og kampdygtige. Jakob den intelligente og arbejdsomme.
Så Jakob
ånder lettet op: Det er i det mindste ikke min bror, der vil mig til livs. For
så ville jeg allerede være død som fortjent. Så han fortsætter kampen,
indtil modstanderen ty’er til feje kneb. For man gør som bekendt ikke brug af
slag i en brydekamp: ”Da han indså at
han ikke kunne besejre ham, gav han ham et slag på hofteskålen, så Jakobs
hofteskål gik af led”. Jakobs hofte skades, men modstanderen er i
mellemtiden blevet fanget i en slags judo-lås. Hér ligger de og vridder sig i
mørket og ørkensandet. Fastlåste i Jakobs bryder-greb. ”Slip
mig!”, siger angriberen.
En dæmon
eller en ond drøm kan ikke velsigne dig. Så Jakob svarer: ”Jeg
slipper dig ikke, før du velsigner mig”. Jakob tester sin modstander, der
giver ham navnet ”du som har kæmpet med
Gud og mennesker og har sejret”. Fem-øren falder lidt langsomt, men
endeligt fatter Jakob, at han er blevet velsignet af Gud i egen høje person.
Så… Hvad
kan vi lære af det? Og hvad har det med dagens tekst at gøre? ”Beder
I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det”. ”Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen”?
Jakobs bøn
til Esau var at de måtte forsones som brødre. Hans bøn vedrørte
menneskelivet og de konsekvenser hans fortidige handlinger havde haft. Han var
nemlig vant til at tage det han ville have og det han ønskede sig. Ved list og
arbejdsomhed havde han opnået meget i tilværelsen.
Dér stod
han så alene i mørket. Han var villig til at risikere livet og ofre alt, for
at vinde sin brors tilgivelse. Jakob var legemeliggørelsen af sin egen bøn.
Han var sit eget forsonings-offer. Han hengav sig selv helt og holdent i sin bøn
til Esau og alle de kræfter, der måtte have med-indflydelse på situationens
udfald. Han var omgivet af uvished og det mørke, der omslutter os, når vi
lukker øjnene, for at bede. En slags ”sjælens mørke nat”.
Det vil
altså sige, at bønnen sammenlignes med en brydekamp mellem Gud og mennesket.
Man skulle da tro, at mennesket ikke havde en chance. Man skulle da ikke
tro, at mennesket kunne aftvinge Gud noget som helst. Alligevel ånder Jakob
lettet op, når han indser, at det ikke er Esau og livets rå realiteter, han er
oppe imod. Han er faktisk heldig i sin uvidenhed. For vidste han, at det var Gud
han kæmpede med, så havde han uden tvivl givet op. I stedet kæmpede han
formasteligt videre og vandt den velsignelse, han bad om: han blev forsonet med
sin bror.
I bønnen
lader Gud sig overvinde. Gud vindes over på vor side. Han opgiver sit eget
parti og slækker på sin forkromede vilje. Det indser vi hurtigt, godt kan gå
hén og blive noget problematisk. For der er ingen grænser for, hvad vi hver især
kan finde på at bede om – og forvente af livet. Vi kan selvfølgelig finde på
at bede om hvad-som-helst. Alt muligt der vedrører livet. Alt hvad vi lige står
og mangler eller ønsker os. Verdensfred og den helt store lotto-gevinst. Der
findes ikke det barn, der ikke har bedt om et helt specifikt stykke legetøj.
Dette er en voksen almen-viden, der gendriver enhver bøns-logik ad absurdum.
Selvfølgeligt véd vi, at vore bønner ikke bliver besvaret ”just – like
– that”.
Så hvorfor
overhovedet bede? Det er et rigtigt godt spørgsmål! Hvorfor overhovedet bede,
hvis der ikke er nogen leverings-garanti? Hvorfor tage kampen op, når vi
alligevel ikke har en chance? Vi er jo ikke så heldige som Jakob, der ikke
anede, hvem han var oppe imod. Os har Gud fortalt, at: ”Jeres
Fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder om det”. Det er da nok
en grund til ikke at bede? Udfaldet er jo afgjort på forhånd.
Men hvad er
det så lige, vi trænger til? Vi ønsker at være lykkelige og velsignede. At
livets realiteter kommer os i møde i alfabetisk rækkefølge. Så smertefrit,
forudsigeligt, ligetil og – ja – iscenesat, letfordøjeligt og
glansbilledagtigt som overhovedet muligt. At vi altid får det stykke legetøj,
vi lige tror, vi står og mangler. Gud forbyde, at det hele blev så virkeligt,
at vi næsten ikke magtede det eller holdt det ud. For så ville vi netop have
noget at bede om!
”Bed,
og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen”. Hvad er det mon for
en fuldkommen glæde Jesus taler om hér i Johannes-evangeliet? Er det en
kildren i maven, som når man er nyforelsket? Nej! Der er tale om en helt anden
opfattelse af et vellykket og smukt liv. Jesus taler til nogle, der er glade,
hvis de kan spille en vigtig og betydningsfuld rolle i hinandens liv. At være
der for hinanden, når der er brug for det. Uden titler eller job-beskrivelser.
For hvem siger, at vi selv aner, hvad der skal til, for at vore liv kan være
fuldkomne og fyldte med velsignelsens glæde? Hvem kender sit eget værd, når
det kommer til stykket? Fatter vi overhovedet, hvilken rolle vi virkeligt
spiller i andres liv og dermed vort eget liv? Eller forestiller vi os bare –
selvom vi muligvis præstererer alt hvad vi magter. Og bilder os ind at have
konrollen?
Det var
Gud, der udfordrede Jakob i den nat, hvor han afventede sin brors dom. Gud
aktiverede Jakobs bøn. Gud var angriberen. Gud var udfordreren. Gud fik Jakob
til at brydes med Gud.
På samme måde
kommer indskydelsen til bøn altid fra Gud. Selvom det opleves sådan, kommer bønnen
aldrig fra os selv! Al bøn er af guddommelig oprindelse. Gud tager initiativet
i bønnen. Gud beder i dit og mit sted sig selv om at ændre sig, så vi kan
forsones og finde fred sammen.
Gennem dig beder Gud om det, han allerede véd du behøver,
for at opfylde din rolle i tilværelsen og i Guds eget skaberværk.
Jakob var
legemliggørelsen af sin egen bøn om forsoning med sin bror. Han lagde sig selv
på forsoningens alter. Jesus Kristus er legemliggørelsen af alle vore bønner.
Og legemliggørelsen af Guds bøn om forsoning med os.
Så hvorfor
bede? Alle vore bønner er jo besvaret i Kristus. Dette er, hvad Jesus er. Ophævelsen
af enhver bøns-logik. Overflødiggørelsen af enhver bøn vi måtte komme på.
Hvorfor bede om legetøj, når vi er døbt til Jesu Kristi bøn på vore vegne.
Han som spillede sin rolle i tilværelsen
og døde på korset.
I livets
kamp snyder og bedrager vi hinanden. Ligesom Jakob og Esau. Vi lever på
hinandens bekostning. Hvad enten vi gør det bevidst eller ej. Den enes brød,
den andens død. Forsoningen og bønnen er uden tvivl af en anden verden, hvorom
vi kun kan tale i billeder. Den hører ikke rigtigt til midt i blandt os. Den er
et fremmedlegeme.
I bønnen
har vi bevaret billedet af, hvordan verden burde tage sig ud. Ikke slaver af
tidens gang, trends og ”gøren en dyd ud af nødvendigheden”. Dette billede
er levende ligesom vi er. I bønnen er det ikke os, der bevæger Gud efter vort
eget hoved. Men det er Gud, der bevæger os. Dette er, hvad det vil sige, at
bede i Jesu navn.
AMEN
Prædiken af sognepræst Knud Munck påskedag (2) Matt. 28,1-8
Den 4. april 2010
Salmer: 234, 240, 230; 218; 217
Passionen, altså Jesu lidelseshistorie, er en af de helt store omdrejningspunkter i kirkens historie, hvis ikke det største. Det er Guds gave til sin skabning.
Langfredag er dagen, hvor passionen bliver fortalt gennem bøn og meditation. Værd at overveje for hver enkelt af os.
Jesus lidelse - i hvert eneste led - er jo som ethvert menneskes lidelse, hvad enten det er ens egen eller ens kæres. Det smukke ved Jesu lidelseshistorie er, at hvert led repræsenterer det, som ethvert menneske på et eller andet tidspunkt kan møde i sit liv. Det være sig den konkrete fysiske smerte eller den åndelige smerte. Det kan være alt fra savn og sorg til afmagt og tvivl. Med andre ord Jesus lidelseshistorie er ethvert menneskes lidelseshistorie.
Vi er priviligerede. Vi har en Gud, der har vist os, at på ethvert skridt i vores liv forstår han lige præcist, hvad vi gennemgår. Uanset vores smertes form, kender han den, for han har selv været dér. Det hørte vi om Langfredag. Og så kommer påskemorgen med noget, der må siges at være noget af en overraskelse,
Og så er vi her i dag, hvor kvinderne finder graven tom.
De bliver imidlertid mødt af en engel, der siger til dem: “Han er ikke her!”
Matthæus er ikke uklar i mælet. Glæden over at Jesus måske ikke er død, suget i maven, er vel ikke til at undgå. Men hvad betyder det, at graven er tom? Hvad betyder englens påstand om, at han er opstanden? Men hvad betyder det for vort liv i dag, at Jesus for to tusind år siden gennemgik ufattelig lidelser og senere opstod fra graven?
Det er svært at svare på, og det er særligt svært med vores rationelle måde at få det hele til at passe.
Vi vil nok altid være splittede mellem vores historiske forståelse af teksten og vores forsøg på at lade mysteriet stå uberørt.
Men Jesu opstandelse er og vil altid forblive et vigtig element imellem Gud og menneske. Således er opstandelsens betydning for os i dag et lige så fundamentalt element i vort forhold til Gud, som det var for de første kristne.
Opstandelsen betyder for os, at vi er givet håbet tilbage. Vi har ikke kun en Gud, der kender til vores lidelse. Vi har også en Gud, hos hvem vi kan hente forløsning, trøst og styrke. Når alt andet glipper, så er der én, der hjælper os.
I dag sejrede han én gang for alle over døden. Og med den sejr kommer den enestående kærligheds gave. Det betyder, at dødens bånd en gang for alle er brudt. At vi aldrig mere skal se mørker, men se livet hos Gud, som vi gjorde det i Edens have.
Opstandelsen forandre alt. Den er begyndelsen på noget nyt. Den skal rokke ved vores tro og den måde, vi griber livet på.
Paulus omfattede ”opstandelse” som andet og mere end at genoplivet lig. Opstandelse var for ham en forvandling i en mere omfattende forstand. Mennesket, der lever videre trods smerte, sorg og savn.
Opstandelse betyder, at Gud er til stede i ethvert menneskes lidelse, afmagt og nød. Han går med ind i det, som han gjorde langfredag og overvinder det ved at være dér hos det menneske, der ellers troede sig forladt og fortabt. Han er lyset midt i mørket. Han er håbet midt i håbløsheden. Det håb på livet og kærligheden, som vi kan klynge os til, når døden og hadet bliver for overvældende. Det håb, som vi kan bygge vores liv og verden på.
Og det er ikke hvem som helst, der kan det, og det er da heller ikke en nem opgave, der ligger foran os. For troen opstår i det helt specielle øjeblik, hvor ordene lyder: ”Han er ikke her”! Han er opstået!”
Her er det et spørgsmål om at have tillid til det budskab, der er altafgørende for den kristne tro. Ellers må man afvise det som opspind eller nonsens.
Kristendommen har, lige siden disse beretninger kom frem, om at man havde set Jesus efter hans død, været båret af en tro på, at Jesus besejrede døden. Og at det, han var – nemlig den fuldkomne kærlighed og den fuldkomne medfølelse - var stærkere end mørke, vantro, forkastelse, forræderi, fornægtelse og troløshed.
Bevises kan det ikke, for man kan ikke bevise det umulige, men kan tro det.
Sådan var det for de første, der hørte budskabet, og sådan er det stadig for os, der hører det i dag.
“Han er opstået”, siger de - han er vendt tilbage til livet og verden - til os. Gud er ikke flygtet besejret og afmægtig for døden og menneskers magt. Tværtimod har han nu demonstreret, at han er her.
Jesu passion bliver i opstandelsens forklarende lys til et budskab om, at Gud er i verden altid, uanset hvad der sker. Han er ikke flygtet op i sin fjerne himmel. Nej, han bliver hos os i vores verden. Han bliver hos os i denne verden.
Gud greb ind og fjernede dødens åg. Han gav os håbet at leve på. Døden findes stadig med sin til tider al sin gru og meningsløshed, men håbet vil altid stå tilbage som en sejrsfane midt i al det håbløse.
Eller man kan udtrykke dette utænkelige og usandsynlige, som skete, i billeder og symboler. F.eks. ægget, der er noget dødt, en ting, men samtidig er det kimen til et helt nyt liv. Eller se på naturens fine sammenhænge og alt det skabte. I foråret tid åbnes naturens sluser, hvor før jorden var død og kold og hård af frosten. Frøet lægges i jorden og dør, men der vokser alligevel en stængel op derfra, med nye liv og et nyt håb.
Jesu opstandelsen strækker sig ud til det ubegrænsede, langt ud over døden – og langt ind i fremtiden, i evigheden selv.
Det er det, evangeliet gør.
Amen.