Prædiken af
sognepræst Alex Mark Knudsen
722, 218, 168, 662,
612
Det
kan vi vende os bort fra. Det kan vi slå hen. Vi kan glemme det for en tid. Men
behovet for vished melder sig som regel igen. Det kan være i spørgsmålet om,
hvad der er sandhed og hvad der er løgn i vores liv. Eller, hvem den Gud er,
der er hersker over liv og død?
Sidste
år, her ved påsketid, blev der vist en film om Jesus på TV2, der hed
Johannesevangeliet. Filmens dialog og handling er en ordret gengivelse fra
Johannes. Det 4. evangelium adskiller sig ellers fra de 3 andre ved at være
fattig på fortælling og handling, men rig på lange taler og diskussioner af
Jesus. Men det kunne faktisk lade sig gøre at lave en spændende og gribende
film ud fra en sådan drejebog. Filmen formår at fange en ind i det univers af konflikter,
forklaringer, diskussioner og standpunkter, som Jesus udkæmper med tilhængere,
modstandere, nysgerrige og trængende. Filmen gør Johannes evangeliet
billedligt levende ud fra budskabets egen forudsætning. Og det er at Jesus og
Faderen er eet. Altså, at filmen kredser hele tiden om væsensenheden, der er
mellem Jesus og Gud. Jesus kan ikke gøre andet end Guds gerninger. Og det gør
filmen på bogstaveligste og billedlige
måde, ved at kameraet kører omkring Jesus når han har samlet folk omkring
sig. Han står i midten. Mennesker har slået en rundkreds om ham. I begyndelsen
virker Jesu budskab om hans enhed med faderen som en påstand. Men efterhånden
bidrager hans person, argumentation og myndighed til at gøre hans standpunkt
overbevisende. Fra at være en fantast begynder hans modstandere at se ham som
farlig. En man hurtigst mulig må skille sig af med.
De
står overfor hinanden på tempelpladsen., Jesus og hans modstandere. De taler
med hinanden. Men, de taler også forbi hinanden. Det eneste bånd, der holder
samtalen sammen er, at spørgsmål om sandheden og løgnen, visheden og troen.
Det er hverken for modstanderne eller Jesus abstrakt spekulation, men reelle
livsbetingelser. Når Jesus skal svare på hvem han er, henviser han til hvem er
hans far. ” De gerninger jeg gør, i min faders navn, de vidner om mig.” Det
kender vi godt fra os selv. Hvem vi er og vores selvforståelse. Det hænger
sammen med hvor vi kommer fra. Hvor vi har vores tilhørsforhold. Modstandernes
selvforståelse er, at de har patriarken Abraham til far. Det vil sige, at de er
først og fremmest Guds udvalgte folk. De er på den måde børn af traditionen,
historien og den vedtagne lære om Gud, som den almægtige. Han fører sit folk,
skaber liv og straffer med døden. Modstanderne på tempelpladsen står ikke på
uvishedens grund, når de spørger Jesus. For dem handler det om at finde sig
tilrette med Gud. For at opnå hans kærlighed og undgå hans vrede. Tro og
erkendelse følges ad.
Vi
er ikke på tempelpladsen, og vores far er ikke Abraham. Vi har svært ved at få
tro og erkendelse til at følges ad. Det man tror på er ikke det man ser.
Hvordan skal vi komme overens med Gud om alt det onde der er i verden? Døden,
krigen, sulten, fornedrelsen og ødelæggelsen. Hvorfor holder han os hen i
uvished. Vi er ganske vist ikke på tempelpladsen og Abraham er ikke vores far.
Men vores forestillinger om Gud er ikke så forskellige fra Jesu modstandere
dengang. For i begge tilfælde ser vi Gud, som almagtens Gud, der giver liv og sætter
død. Vores historie handler bl.a. om, hvordan vi har følt os ladt i stikken af
ham, fordi vi ikke kunne få vores livserfaringer til at nå sammen med troens
billede af ham.
Og
her er vi med spørgsmålet til, hvem Gud er. Med vores længsel efter vished.
Her taler Jesus om sig selv. ”Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter
sit liv til for fårene. Jeg kender mine får ligesom Faderen kender mig, og jeg
kender Faderen.” For Jesus er Faderen ikke almagtens Gud. Jesu far er kærlighedens
Gud. Jesu gerninger er kærlighedens gerninger. Som Jesu far er Gud ikke længere
den, som først skaber liv og så straffer med død. Som Jesu far er Gud den der
skaber liv og besejrer døden.
Ved
at sende sin søn til verden og i alt, hvad han sagde og gjorde, har Gud sagt
nej til at være den, der bruger døden i sin vrede. Den der straffer med død
og ødelæggelse. Han har sagt nej til at være den, der giver os tilbage med både
godt og ondt. Døden er ikke Guds straf. Men han kender godt døden, for han har
lidt den. Og han har besejret den. Det er det Jesus mener, når han siger at,
hvad Faderen har givet ham er større end alt andet. Større end afmagten og
tvivlen. Større og stærkere end længslen efter vished.
Amen
Lov
og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er
og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i alt
evighed.
Vor
Gud og vor far. Forlad os ikke. Vi stoler på vor egen fromhed, hvad enten den
er religiøs eller ej. Vi stoler på videnskaben, hvad enten den fejler eller
ej. Vi stoler på materielle goders tryghed, hvad enten de tjener os eller
styrer os. Lad det være dig vi stoler på, dig vi forstår, dig vi tror på..
Se til os når vi står overfor hinanden, taler med hinanden og imod hinanden. Når
vi ikke længere tror eller forstår. Herre Jesus, du alene kan være der når
vi føler os forladt. Forlad os ikke når vi har svært ved ar høre dine ord og
se dine gerninger. Forbarm dig over de oversete. Rejs de faldne. Kom til dem der
lider nød. Før de vildfarne tilbage og styrk de svage, Vi beder for dem som vi
har givet magt og indflydelse i samfundet. For dronningen…..